30 års jubilæum for Danielsen Architecture

Danielsen Architecture med Kasper Danielsen i spidsen kan i år glæde sig over at have været en del af den danske arkitektbranche i 30 år.

Kasper Danielsen, der er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1985, stiftede i 1987 Kasper Danielsen Arkitekter A/S, som tegnestuen dengang hed. Gennem sit virke som administrerende direktør og ledende arkitekt har Kasper cementeret virksomheden med byggerier både indenfor og udenfor landets grænser. Tegnestuen blev for alvor offentligt forankret med Forbindelsesfingeren i Kastrup Lufthavn fra 2007, og året efter blev Kasper Danielsen kåret som årets arkitekt.

I 1997 grundlagde han rådgivningsfirmaet Danielsen Spaceplanning med Malin Meyer som direktør, og i 2014 stiftede han Danielsen Urban Landscape med Louise I. Axholm i spidsen. I dag favner alle tre tegnestuer fagets kunstneriske og praktiske discipliner med udgangspunkt i ny nordisk funktionalisme, hvor høj arkitektonisk kvalitet forenes med hensyntagen til de mennesker, der skal fungere i det færdige byggeri. Senest er tegnestuens bidrag til dansk arkitektur blevet præmieret af Københavns Kommune for flerbrugerhuset, Turbinehuset i Adelgade, på baggrund af dets funktionelle og arkitektoniske kvaliteter.

Danielsen Architecture har gennem tiden oprustet med Malin Meyer som partner og Peter K. Danstrup og Lise M. Bækgaard som associerede partnere. I dag arbejder tegnestuen blandt andet med udviklingen af nye boliger på Teglholmen og Engholmen langs vandet i Københavns Havn.

Alle tre virksomheder og de godt 60 ansatte er netop flyttet til Wildersgade på Christianshavn i en bygning tegnet af Danielsen Architecture selv. Her vil tegnestuen fredag den 9. juni fejre housewarming og de 30 år i den danske arkitektbranche med reception for samarbejdspartnere og venner af huset.